Politiske bevægelser, der hævder at tale for almindelige mennesker mod en korrupt eller distanceret elite, beskrives som populistiske. Populisme er mere en stil og en appellogik end en fastlåst ideologi; den kan knyttes til venstreorienterede eller højreorienterede programmer.

Populistiske ledere understreger et rent folk, en korrupt elite og det presserende behov for at genoprette magten til den førstnævnte. De har ofte mistillid til mæglende institutioner – partier, domstole, ekspertagenturer og mainstream-medier – og foretrækker direkte kommunikation med støtter. Økonomiske klager, kulturel angst og demokratiske frustrationer giver alle grobund for uro.

Kritikere argumenterer for, at populisme underminerer pluralisme og retsstatsprincippet. Sympatisører svarer, at det fremhæver reelle udelukkelser og tvinger eliter til at reagere. De langsigtede virkninger afhænger af, om populistiske bevægelser demokratiserer institutioner eller koncentrerer magten i personalistisk lederskab. Sammenlignende forskning sporer populistiske partiers fremgang, regeringsførelse og holdbarhed på tværs af regioner.

En populistisk kampagne trives, når et stort antal borgere føler sig uhørt af eksisterende partier.