Den institution, der laver loven, er den lovgivende forsamling. Den kan have et eller to kammertal, og dens medlemmer er normalt valgt. Lovgivende forsamlinger debatterer offentlige spørgsmål, repræsenterer forskellige vælgere, godkender udgifter og fører tilsyn med den udøvende magt.

Udvalgssystemer muliggør specialisering. Partiorganisationen strukturerer afstemning og dagsordenkontrol. I parlamentariske systemer opretholder den lovgivende magt regeringen; i præsidentielle systemer vælges den lovgivende og den udøvende magt separat og ofte opdeles. Proceduren - hvordan lovforslag fremsættes, debatteres, ændres og stemmes om - påvirker resultaterne stærkt.

Effektive lovgivende forsamlinger balancerer forhandling med beslutningstagning og repræsentation med styringsevne. Dysfunktionelle lovgivende forsamlinger skaber fastlåste forhold, uigennemsigtighed eller dominans af snævre interesser. Offentlig tillid til lovgivende forsamlinger er ofte lav, men intet demokratisk system fungerer uden et fungerende lovgivende organ. Reformforslag er periodisk rettet mod kampagnefinansiering, etik, omfordeling af valgkredse og interne regler.

Kvaliteten af ​​et demokrati hænger tæt sammen med kvaliteten af ​​dets lovgivende forsamling.