De grundlæggende regler, der etablerer og begrænser regeringen, er samlet i en forfatning. Den definerer magtens grene, borgernes rettigheder og procedurerne for at lave almindelig lov.

Forfatninger kan være skriftlige enkeltdokumenter eller uskrevne samlinger af love, konventioner og retsafgørelser. De gør typisk krav på forrang over almindelig lovgivning. Ændringsprocedurer er normalt mere krævende end almindelig lovgivning, således at den grundlæggende ramme forbliver relativt stabil.

Konstitutionel udformning former den politiske konkurrence: præsidentielle versus parlamentariske systemer, føderale versus enhedsstrukturer og styrken af ​​domstolsprøvelse udspringer alle af konstitutionelle valg. Når politiske aktører behandler forfatningen som bindende, selv når den modarbejder deres umiddelbare mål, vinder systemet legitimitet og forudsigelighed. Når de behandler den som valgfri, undergraves selve konstitutionalismen.

En forfatning er kun så stærk som magtfulde aktørers villighed til at overholde den.