Positivismen hævder, at viden kommer fra videnskabelig observation. Den afviser metafysik som meningsløs og insisterer på, at påstande skal være empirisk verificerbare. Auguste Comte grundlagde bevægelsen i det 19. århundrede og argumenterede for, at menneskelig tanke gennemgår tre stadier: teologisk, metafysisk og positiv. I den positive fase opgiver vi at spørge hvorfor og fokuserer på hvordan. Vi beskriver regelmæssigheder, ikke essenser. Logisk positivisme, en bevægelse fra det 20. århundrede forbundet med Wienerkredsen, forsøgte at formalisere dette program. Den mente, at meningsfulde udsagn enten er analytiske, ligesom matematik, eller empirisk verificerbare, ligesom videnskab. Alt andet er nonsens.

Logisk positivisme kollapsede under sin egen vægt. Selve verifikationsprincippet er ikke empirisk verificerbart. Men positivismen satte et varigt præg på filosofi, videnskab og samfundsvidenskab. Den opmuntrede til grundig empirisk forskning og skepsis over for spekulation. Den påvirkede behaviorismen i psykologi, strukturalisme i antropologi og kvantitative metoder i sociologi. Kritikere argumenterer for, at positivismen er for snæver, at den ignorerer mening, fortolkning og værdier. Forsvarere svarer, at den holder undersøgelsen ærlig. Debatten mellem positivismen og dens kritikere fortsætter i samfundsvidenskabens filosofi.

Positivistiske temaer

• Empirisk verifikation. Påstande skal kunne testes ved observation.
• Afvisning af metafysik. Ubekræftelige påstande er meningsløse.
• Videnskabens enhed. Alle videnskaber deler en fælles metode.
• Værdineutralitet. Videnskab bør være fri for normative vurderinger.

Positivisme er ikke det samme som empirisme, selvom de to overlapper hinanden. Empirisme er en vidensteori. Positivisme er et program for videnskab.