En regering kan tage dit pas, din ejendom, endda dit liv. Hvad den ikke legitimt kan tage – ifølge et lovsæt, der voksede ud af asken af ​​to verdenskrige – er din status som rettighedshaver. Menneskerettigheder er de krav, du har, blot fordi du eksisterer. De er ikke givet af en konge, en forfatning eller et flertal. Verdenserklæringen om Menneskerettigheder, der blev vedtaget i 1948, opregner tredive artikler, fra ytringsfrihed til retten til hvile og fritid.

Ideen er gammel. Kyros den Store befriede slaver i Babylon. Magna Carta begrænsede en konges magt. Men det moderne system er nyt. Det omfatter traktater, domstole og kontrolorganer. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol kan pålægge en stat at betale erstatning. Den Internationale Straffedomstol kan retsforfølge enkeltpersoner for folkedrab.

Tre generationer

• Civilt og politisk: stemmeret, retfærdig rettergang, ytringsfrihed.
• Økonomisk og social: mad, bolig, sundhedspleje, uddannelse.
• Kollektiv: selvbestemmelse, rent miljø, fred.

Håndhævelsen er ujævn. Magtfulde stater ignorerer afgørelser. Svage stater bliver presset. Alligevel er menneskerettighedssproget blevet standardmåden, hvorpå almindelige mennesker udfordrer vilkårlig magt, fra et landsbyråd til et sikkerhedsråd.