Væren er det mest generelle ord i filosofi. Det gælder for alt, der eksisterer: klipper, tal, sind, guder, abstraktioner, muligheder. At spørge om væren er at spørge, hvad det overhovedet betyder, at noget eksisterer. Parmenides startede samtalen med at argumentere for, at væren er én, uforanderlig og evig. Heraklit modsatte sig dette og sagde, at alt flyder. Platon opdelte væren i tilblivelsesriger og evige former. Aristoteles studerede væren i dens mange betydninger, herunder substans, kvalitet og relation.

Middelalderens filosoffer skelnede mellem essens og eksistens. En tings essens er, hvad den er. Dens eksistens er, at den er. Thomas Aquinas argumenterede for, at i Gud falder essens og eksistens sammen, mens de i skabninger adskiller sig. Moderne filosofi ændrede spørgsmålet. Kant skelnede mellem den fænomenale verden, vi oplever, og den noumenale verden, vi ikke kan opleve. Heidegger genåbnede spørgsmålet om væren i Væren og Tid og argumenterede for, at vestlig filosofi havde glemt det. Han skelnede mellem væsener, de ting, der eksisterer, og Væren selv, den begivenhed eller proces, hvorved ting afsløres.

Dimensioner af at være

• Ontologisk. Hvilke slags ting findes?
• Eksistentiel. Hvad betyder det for et bestemt væsen at eksistere?
• Logisk. Hvordan taler vi om at være uden modsigelser?

Væren er ikke en slægt. Den opdeler sig ikke i arter, ligesom dyr opdeler sig i pattedyr og krybdyr. Det siges på mange måder, og at pluralitet er en del af vanskeligheden.