Aristoteles studerede under Platon i tyve år og gik derefter sine egne veje. Hvor Platon placerede virkeligheden i evige former, så Aristoteles på tingene selv. Hans filosofi begynder med observation. Han dissekerede dyr, katalogiserede planter, analyserede konstitutioner og skrev om logik, etik, politik, biologi og metafysik. Resultatet er et system så omfattende, at det formede vestlig tænkning i næsten to årtusinder.

Aristotelianismen hævder, at viden starter med erfaring. Former eksisterer, men ikke i et separat rige. De er de strukturer, der er indlejret i bestemte ting. En hest er en hest på grund af den form, den legemliggør, ikke fordi den deltager i en perfekt hest hinsides verden. Hans etik centrerer sig om dyd, forstået som et middel mellem yderpunkter, dyrket gennem vane. Hans politik behandler polis som det naturlige miljø for menneskelig trivsel. Hans logik, især syllogismen, dominerede vestlig ræsonnement indtil det 19. århundrede.

Kernefunktioner

• Empirisme. Viden begynder med sanseoplevelse.
• Teleologi. Ting har naturlige ender eller formål.
• Dydsetik. Karakter betyder mere end regler eller konsekvenser.
• Fire årsager. Materielle, formelle, effektive og endelige.

Middelalderlige tænkere som Thomas Aquinas forenede aristotelianismen med kristen teologi. Islamiske lærde som Avicenna og Averroes bevarede og udvidede den. Dens indflydelse fortsætter inden for etik, biologi og politisk teori.