Du går ind i dit køkken og finder kagedåsen på gulvet, låget taget af, og krummer på fliserne. Du udleder ikke, hvad der skete, ud fra generelle principper, og du kan ikke udlede det fra gentagne observationer. Du gætter. Den bedste forklaring er, at nogen væltede den. Det gæt er abduktion, den form for ræsonnement, der genererer hypoteser for at forklare overraskende fakta.

Charles Sanders Peirce introducerede udtrykket i slutningen af ​​det 19. århundrede og adskilte det fra deduktion og induktion. Deduktion drager nødvendige konklusioner ud fra præmisser. Induktion generaliserer ud fra tilfælde. Abduktion foreslår en sandsynlig årsag. En læge, der diagnosticerer feber, en detektiv, der læser et gerningssted, en videnskabsmand, der opdager en anomali i data: alt ræsonnerer abduktivt. Konklusionen er ikke garanteret. Det er den mest plausible historie givet det, du ved, og den kan være forkert.

Sådan fungerer det

• Start med en overraskende observation. Noget lever ikke op til forventningerne.
• Generer kandidatforklaringer. Flere hypoteser kan være passende.
• Vurder plausibilitet. Væg enkelhed, sammenhæng og forudgående viden.
• Test den bedste kandidat. Betragt det som en hypotese, der skal kontrolleres.

Abduktion er opdagelsens motor, men det er ikke bevis. Peirce kaldte det den eneste form for ræsonnement, der introducerer nye ideer, og også den mest fejlbarlige.