Psykose betyder at miste kontakten med virkeligheden. Hallucinationer, vrangforestillinger, uorganiseret tænkning. Antipsykotiske lægemidler dæmper disse symptomer ved at blokere dopamin D2-receptorer i hjernen, og for mange patienter udgør de forskellen mellem hospital og hjem. De bruges også til bipolar mani, svær agitation og behandlingsresistent depression.

Den første generation, inklusive haloperidol og chlorpromazin, ankom i 1950'erne. De virker, men forårsager ofte bevægelsesforstyrrelser: stivhed, tremor og tardiv dyskinesi, en potentielt permanent tilstand. Andengenerationslægemidler som risperidon og olanzapin kom i 1990'erne med færre bevægelsesbivirkninger, men et nyt sæt problemer, især vægtøgning og metaboliske ændringer, der øger risikoen for diabetes og hjertesygdomme. Clozapin, det mest effektive lægemiddel mod behandlingsresistent skizofreni, kræver regelmæssige blodprøver på grund af en sjælden, men alvorlig risiko for lavt antal hvide blodlegemer.

Hvad patienter og familier bør vide:

• Reaktionerne varierer. At finde den rigtige medicin kræver ofte trial and error.
• Bivirkninger er reelle. Vægt, blodsukker og bevægelsessymptomer skal overvåges.
• Overholdelse er vigtig. Pludselig stop kan udløse tilbagefald.
• Langtidsvirkende injektioner. For patienter, der kæmper med daglige piller, er månedlige injektioner en mulighed.

Antipsykotika behandler symptomer. De helbreder ikke den underliggende tilstand.