Udpegede zoner i havet, hvor menneskelige aktiviteter er begrænsede eller forbudte, kaldes marine beskyttede områder eller MPA'er. Beskyttelsesniveauet spænder fra områder med flere anvendelser, der tillader reguleret fiskeri, til reservater uden fiskeri, hvor udvinding er forbudt.

Godt håndhævede beskyttede havområder kan øge antallet, størrelsen og diversiteten af ​​arter inden for deres grænser, og gennem afsmitning af voksne arter og larver kan de også gavne tilstødende fiskepladser. De beskytter kritiske levesteder såsom gydeområder, koralrev og undersøiske bjerge. Effektiviteten afhænger af størrelse, placering, beskyttelsesniveau og overholdelse af reglerne.

Globale mål kræver en betydelig udvidelse af netværket af beskyttede havområder, herunder på det åbne hav. Udfordringerne omfatter håndhævelse i fjerntliggende områder, ligelig inklusion af lokalsamfund og sikring af, at beskyttede områder er repræsentative for hele spektret af marine habitater. Videnskabelig overvågning er afgørende for at demonstrere resultater og tilpasse forvaltningen.

Et reservat uden fiskefangst, der kun er en linje på et kort, giver kun ringe fordel; et reservat, der respekteres, kan forvandle et udtømt rev inden for et årti.