Visse hjernekredsløb får bestemte stimuli og handlinger til at føles værd at forfølge. Samlet kaldet belønningssystemet, evaluerer disse kredsløb værdien af ​​resultater, motiverer tilgangsadfærd og forstærker de handlinger, der producerede resultaterne.

Kerneelementerne omfatter dopaminneuroner i det ventrale tegmentale område og substantia nigra, deres projektioner til nucleus accumbens og præfrontal cortex, samt sammenkoblede strukturer såsom amygdala og orbitofrontal cortex. Fasiske dopaminsignaler rapporterer fejl i belønningsforudsigelser, opdaterer forventninger og styrer læring. Andre transmittere og peptider bidrager til den hedoniske "smag"-komponent og til den indsats, man er villig til at yde.

Misbrugsstoffer aktiverer kunstigt disse kredsløb og producerer stærk forstærkning, der kan tilsidesætte naturlige belønninger. Naturlige belønninger – mad, social kontakt, nyheder – aktiverer de samme signalveje under fysiologiske forhold. Dysfunktion bidrager til afhængighed, depression og motivationsunderskud. Kortlægning og modulering af belønningssystemet er fortsat en central opgave i både grundlæggende og translationel neurovidenskab.

• Kredsløb, der medierer nydelse og forstærkning
• Centreret omkring mesolimbiske dopaminprojektioner
• Signalerer forudsigelsesfejl og motiverer til handling
• Kapret af vanedannende stoffer