Poesi bevæger sig ofte til et målbart taktslag. Taktmeter er det rytmiske mønster, der skabes af arrangementet af betonede og ubetonede stavelser. Jambisk pentameter – fem fod med ubetonede-betonede par – har været en dominerende taktart i engelsk vers i århundreder. Andre taktarter (trokaisk, anapestisk, daktilisk) producerer forskellige effekter af hastighed, vægt eller lethed.

Scansion er praksissen med at markere betoningerne og opdele linjen i fod. Perfekt regelmæssighed er sjælden; dygtige digtere varierer mønsteret for at undgå monotoni og for at fremhæve bestemte ord. Spændingen mellem den forventede taktart og den faktiske talte rytme er en del af versets udtrykskraft.

Fri vers mangler almindeligt lyrik, men selv fri vers bevarer ofte rytmisk frasering. Forståelse af lyrik hjælper læserne med at høre musikken i traditionel poesi og værdsætte de valg, digtere træffer. Det er et teknisk værktøj, men dets ultimative formål er æstetisk: at forme oplevelsen af ​​linjen, når den læses højt eller høres lydløst i sindet.