I klassisk betingning er tilegnelse den fase, hvor en neutral stimulus først bliver knyttet til en ubetinget stimulus. Hunden hører metronomen og modtager derefter mad. Efter tilstrækkeligt mange parringer udløser metronomen alene spytproduktionen. Denne gradvise styrkelse er tilegnelse.

Processen er ikke øjeblikkelig. Tidlige forsøg producerer kun få ændringer. Derefter styrkes den betingede respons, ofte efter en negativt accelererende kurve. Timing er vigtig: den neutrale stimulus skal normalt gå forud for den ubetingede stimulus med et kort interval. Sammenhæng alene er ikke nok; organismen skal også behandle den første stimulus som en pålidelig prædiktor.

Tilegnelse kan måles ved styrken eller hyppigheden af ​​den betingede respons. Når associationen er etableret, kan yderligere parringer kun give beskedne gevinster. Udryddelse begynder, når den betingede stimulus præsenteres alene, og responsen svækkes.

• Indledende læring af stimulus-respons-forbindelsen
• Kræver gentagen parring
• Følsom over for tidsmæssig sammenhæng og beredskab
• Går forud for det asymptotiske niveau af respons

Det samme udtryk optræder i operant betingning for tidlig styrkelse af en adfærd ved forstærkning, selvom mekanismerne er forskellige.