Et liv fortalt af den person, der levede det, er en selvbiografi. Forfatteren udvælger begivenheder, former en fortælling og præsenterer en version af sig selv for læserne. I modsætning til en privat dagbog er selvbiografien skrevet til et publikum og involverer derfor valg om, hvad der skal medtages, hvad der skal udelades, og hvordan fortiden skal fortolkes.

Nogle selvbiografier sigter mod en omfattende dækning fra barndommen og fremefter; andre fokuserer på en bestemt periode eller et bestemt tema – en politisk karriere, en åndelig omvendelse, en kamp mod sygdom. Formen tillader refleksion, som samtidige optegnelser ikke kan give. Erindringen er selektiv og rekonstruktiv, så det resulterende portræt er altid en fortolkning snarere end en komplet faktuel optegnelse.

Læsere griber selvbiografier an med en blanding af nysgerrighed og skepsis. Stemmen er intim, men forfatteren har al mulig grund til at præsentere et positivt eller sammenhængende jeg. De bedste eksempler anerkender kompleksitet og modsætninger. Uanset om subjektet er en offentlig person eller en privatperson, er selvbiografien fortsat en af ​​de primære måder, hvorpå mennesker forsøger at give mening til deres egen eksistens i skrift.