Den samlende teori inden for moderne geologi hævder, at Jordens ydre skal er opdelt i stive plader, der bevæger sig i forhold til hinanden. Pladetektonik forklarer fordelingen af ​​jordskælv, vulkaner, bjergbælter og selve den oceaniske og kontinentale skorpe.

Plader dannes ved midtoceaniske rygter, bevæger sig hen over overfladen med hastigheder på centimeter om året og forbruges i subduktionszoner. Den kontinentale skorpe bevæger sig passivt på pladerne og bevares i vid udstrækning. Drivkræfterne omfatter pladetræk, rygskub og kappekonvektion.

Teorien opstod i 1960'erne fra beviser for havbundsspredning, magnetiske striber og jordskælvsfordeling. GPS måler nu pladebevægelser direkte. Pladetektonik giver rammerne for at fortolke stort set alle store geologiske processer og den langsigtede udvikling af Jordens overflade.

• Teori om bevægelige lithosfæriske plader
• Forklarer jordskælv, vulkaner og bjerge
• Plader dannet ved kamme og ødelagt i skyttegrave
• Centralt paradigme for moderne geologi