Samsvarende kystlinjer og fossilfordelinger forvirrede engang geologer. Kontinentaldrift er ideen om, at kontinenter har bevæget sig langsomt hen over Jordens overflade gennem geologisk tid. Alfred Wegener samlede det vigtigste bevismateriale i begyndelsen af ​​det tyvende århundrede, selvom der manglede en mekanisme, indtil pladetektonik leverede den.

Kontinenternes placering, identiske klippesekvenser på modsatte bredder og fossiler af den samme art fundet på tværs af nu adskilte lande understøttede alle konceptet. Glossopteris-flora og Mesosaurus-rester forekommer i Sydamerika, Afrika, Antarktis og Australien, hvilket indikerer, at disse lande engang var forbundet.

I dag forstås bevægelsen som en konsekvens af pladetektonik. Kontinenter ligger på litosfæriske plader, der bevæger sig et par centimeter om året. Palæomagnetiske data og GPS-målinger bekræfter den igangværende forskydning. Teorien transformerede geologien ved at forbinde overfladeegenskaber med processer i jordens dybeste terræn.

• Gradvis bevægelse af kontinenter over tid
• Understøttet af fossile, klippe- og kystlinjebeviser
• Forklaret af pladetektonisk teori
• Fortsætter med målbare hastigheder i dag