Forurening fra ikke-punktkilder kommer fra alle vegne og ingen steder. Regnvand og smeltevand skyller hen over marker, gader, græsplæner og byggepladser og opsamler gødning, olie, pesticider og sediment. Denne blanding flyder ud i vandløb, søer og grundvand uden at passere gennem et rør eller et renseanlæg.

Udtrykket vandt frem i 1970'erne, da myndighederne indså, at det ikke var nok at kontrollere fabrikkers rørledninger og spildevandsudløb. Floderne var stadig forringede. Forureningen var diffus og blev båret af afstrømning fra millioner af små kilder. Landbrug er den største bidragyder i mange vandskel, efterfulgt af byafstrømning og atmosfærisk aflejring.

Almindelige kilder og løsninger

• Gødning og husdyrgødning fra landbrugsmarker.
• Olie og kemikalier fra parkeringspladser og veje.
• Sediment fra bygge- og skovbrugspladser.
• Græsplænekemikalier fra forstadskvarterer.
• Løsningerne omfatter bufferzoner, regnhaver, dækafgrøder og gadefejning.

Forurening fra ikke-punktkilder er svær at regulere, fordi der ikke findes en enkelt skorsten at nævne. Clean Water Act fokuserer på punktkilder og overlader ikke-punktforurening til statslige og lokale programmer. Frivillige praksisser, omkostningsdelingsprogrammer og uddannelseskampagner gør en stor del af arbejdet. Udfordringen er skala. Millioner af små beslutninger, hvad man skal plante, hvor man skal parkere, hvornår man skal gøde, bidrager til vandkvaliteten i en hel region. Det er et problem, som alle bidrager til, og som alle kan hjælpe med at løse.