Postmodernisme i litteraturen er præget af fragmentering, paradoks, upålidelig fortælling, intertekstualitet og en skepsis over for store fortællinger og stabil mening. Den blev fremtrædende i midten til slutningen af ​​det tyvende århundrede.

Forfattere forbundet med modusen – Pynchon, Barth, Calvino, Rushdie og mange andre – leger med form, blander høj- og lavkultur og synliggør ofte historiefortællingens kunstighed. Lineære plots viger for collage, pastiche og selvreference. Læseren bliver ofte mindet om, at teksten er et konstrueret objekt snarere end et transparent vindue til virkeligheden. Ironi, parodi og sort humor er almindelige toneregistre.

Postmodernismen reagerer imod de formelle ambitioner og den resterende humanisme fra højmodernismen, samtidig med at den udvider nogle af dens eksperimentelle impulser. Kritikere diskuterer, om det er en sammenhængende bevægelse eller en løs klynge af tendenser. Dens teknikker er blevet bredt tilgængelige, så elementer, der engang blev betragtet som radikale, nu optræder i mainstream fiktion og populære medier.

Litteratur, der mistillider mesterhistorier og fryder sig over brudte former, blandede stemmer og åben leg, fungerer i en postmoderne stil.