Modernismen var en litterær og kunstnerisk bevægelse, der omtrent mellem slutningen af ​​det nittende og midten af ​​det tyvende århundrede brød med traditionelle former og konventioner i en søgen efter nye måder at repræsentere en forandret verden på.

Forfattere som Joyce, Woolf, Eliot og Kafka eksperimenterede med bevidsthedsstrømme, fragmenterede fortællinger, mytiske allusioner og upålidelige eller multiple perspektiver. Bevægelsen reagerede på industrialisering, urbanisering, verdenskrig og erosionen af ​​fælles visheder. Formel innovation var ikke blot teknisk fremvisning; det var et forsøg på at finde former, der var passende for den moderne erfaring. Vanskeligheder og tvetydighed blev ofte accepteret som nødvendige omkostninger.

Modernismen var aldrig et enkelt program. Den omfattede højmodernistisk kompleksitet og mere tilgængelige varianter, europæiske og amerikanske varianter og løbende debatter om tradition og nyhed. Dens arv er stadig synlig i samtidslitteraturens tryghed med fragmentering, indre og selvbevidste form. At læse modernistiske værker er stadig at møde chokket over teknikker, der engang redefinerede, hvad litteratur kunne.

Det tidlige tyvende århundredes trang til at gøre litteraturen ny, i form og vision, er, hvad begrebet modernisme navngiver.