Fri vers er poesi, der ikke følger en regelmæssig metrisk eller rimstruktur. Dens rytmer er baseret på talens kadens, åndedrættet eller tankens former snarere end på traditionelle metriske fodfæste.

Walt Whitman tilskrives ofte æren for at have åbnet engelsk poesi for fri vers; senere modernister som Eliot, Pound og Williams gjorde det til en dominerende form. Fri vers er ikke blot prosa opdelt i linjer. Linjeskift, linjeafstand og mønstre af lyde og billeder skaber stadig form – bare ikke de nedarvede former for sonet eller blankvers. Digteren skal opfinde en rytmisk logik for hvert digt.

Kritikere beskylder sommetider fri vers for formløshed; dens forsvarere svarer, at den erstatter mekanisk regelmæssighed med organisk form. I praksis bevarer mange frie vers subtile lydlige og strukturelle mønstre. Friheden er reel, men den lægger et større ansvar på digteren for at retfærdiggøre ethvert formelt valg.

Poesi, der finder sin egen rytme uden en fast metrisk skabelon, er frie vers.