En epistolær roman fortælles gennem en række dokumenter – normalt breve, men nogle gange dagbogsnotater, avisudklip eller elektroniske beskeder. Historien udspringer af selve korrespondancen.

Samuel Richardsons Pamela og Clarissa etablerede formen på engelsk; senere eksempler inkluderer Goethes Den unge Werthers lidelser, Stokers Dracula og adskillige moderne eksperimenter med e-mails, sms'er og blandede medier. Metoden skaber umiddelbarhed og intimitet; læserne føler, at de overhører privat kommunikation. Den tillader også flere perspektiver, når flere korrespondenter bidrager, og den kan generere spænding gennem huller og forsinkelser mellem brevene.

Udfordringerne omfatter at opretholde troværdighed – hvorfor skulle karakterer skrive så detaljeret? – og at undgå monotoni. Dygtige udøvere varierer stemmerne, bruger mellemrummene mellem dokumenter for dramatisk effekt og lader selve formen blive en del af betydningen. Den epistolære roman forbliver et fleksibelt middel til at udforske subjektivitet, upålidelighed og de måder, hvorpå skriftlig kommunikation former relationer.

Når en romans fortælling udelukkende bæres af de breve eller dokumenter, dens personer producerer, er den epistolær .