Denotation er den bogstavelige, ordbogsbetydning af et ord – den primære reference, det laver uden yderligere følelsesmæssig eller kulturel farvning. Det er den stabile kerne af betydning.

"Slange" betegner et benløst krybdyr. Uanset hvilke yderligere associationer ordet bærer – forræderi, fristelse, elegance – hører de til konnotation. Klar forklaring, teknisk skrivning og juridisk sprog sigter mod at holde sig tæt på denotation, så betydningen forbliver utvetydig. Selv i litteraturen skal forfattere kontrollere denotation, før de kan lege produktivt med konnotation; hvis den bogstavelige betydning er uklar, flyder de associative betydninger frit fra ethvert anker.

Denotation er aldrig helt fri for kontekst, men det er det aspekt af betydning, som kompetente sprogtalere forventes at dele. Ordbøger forsøger at indfange det; oversættelsesvanskeligheder opstår ofte, når denotationer ikke stemmer overens på tværs af sprog. Præcision i denotation er fundamentet for, hvorpå mere komplekse verbale effekter bygges.

Den grundlæggende, aftalte reference for et ord er dets denotation.