Katarsis er den følelsesmæssige frigørelse eller renselse, som et publikum oplever gennem kunst, især tragedie. Aristoteles brugte udtrykket til at beskrive effekten af ​​medlidenhed og frygt i teatret.

I løbet af en velskabt tragedie føler tilskuerne intense følelser på vegne af personerne, og ved opløsningen finder de disse følelser på en eller anden måde afklarede eller forløste. Den præcise mekanisme har været debatteret i århundreder - om katarsis betyder udrensning, renselse eller intellektuel afklaring - men kernepåstanden er stadig, at seriøst drama kan efterlade et publikum bevæget, men genoprettet snarere end blot fortvivlet. Senere tænkere udvidede ideen til andre kunstarter og til den terapeutiske værdi af at udtrykke følelser.

Katarsis afhænger af publikums engagement og værkets evne til at bringe den følelsesmæssige intensitet et sted hen, hvor det er meningsfuldt. Når frigørelsen føles fortjent, er oplevelsen mindeværdig; når den føles manipuleret, kollapser effekten til ren sentimentalitet.

Stilheden efter en stærk tragedie, når stærke følelser er blevet rejst og derefter lagt sig, er den oplevelse, som katarsis kalder.