Et offentligt gode har to definerende træk. Det er ikke-udelukkeligt, hvilket betyder, at man ikke nemt kan forhindre folk i at bruge det. Og det er ikke-rivaliserende, hvilket betyder, at én persons brug ikke reducerer, hvad der er tilgængeligt for andre. Nationalt forsvar er et eksempel. Ren luft, gadebelysning og fyrtårne ​​er også omfattet.

Markederne underudbyder offentlige goder. Hvis alle kan drage fordel af dem uden at betale, vil få betale frivilligt. Hver person håber, at andre vil dække omkostningerne. Resultatet er underforsyning. Regeringerne træder til, finansierer disse goder gennem skatter og sørger for dem til alle.

Grænsen er ikke altid klar. Uddannelse har offentlige fordele, men kan delvist udelukkes. Veje kan opkræves vejafgifter, hvilket gør dem til klubgoder snarere end rene offentlige goder. Økonomer diskuterer, hvor grænsen skal trækkes, men kernelogikken holder: nogle goder kræver kollektiv handling.

Nøgletræk

• Ikke-udelukkelig
• Ikke-rivaliserende
• Free rider-problemet
• Ofte leveret af regeringen
• Adskiller sig fra almindelige ressourcer