Regeringer betaler landmænd for at dyrke majs. De dækker en del af omkostningerne til solpaneler. De refunderer hospitaler for behandling af uforsikrede patienter. Disse betalinger er subsidier, overførsler fra regeringen til producenter eller forbrugere for at sænke omkostninger eller fremme aktivitet. De er et af de mest almindelige værktøjer i økonomisk politik og et af de mest kontroversielle.

Subsidier er berettigede, når markederne ikke leverer tilstrækkeligt med noget værdifuldt. Vedvarende energi er et klassisk tilfælde. Sol- og vindkraft reducerer forurening, men deres fordele spredes over hele samfundet. Uden et tilskud ville private virksomheder investere mindre, end det er socialt optimalt. Subsidier kan også stabilisere priserne for landmænd og holde fødevarer overkommelige under dårlige høster. Og de kan beskytte nye industrier, indtil de kan konkurrere globalt.

Men subsidier har en mørk side. De forvrider markederne og fremmer overproduktion og spild. De er svære at fjerne, når de først er på plads, fordi modtagerne organiserer sig politisk. De kan blive en form for virksomhedsvelfærd, der beriger velforbundne virksomheder. Verdenshandelsorganisationen (WTO) forsøger at begrænse landbrugssubsidier, med begrænset succes. Alle regeringer hævder at hade dem, og alle regeringer betaler dem.

Eksempler på tilskud

• Landbrugsprisstøtte
• Skattefradrag for vedvarende energi
• Boligtilskud og huslejehjælp
• Studielånstilskud
• Eksportsubsidier