Der er ikke nok af alting. Denne simple kendsgerning er grundlaget for økonomi. Knaphed betyder, at ressourcerne er begrænsede, mens ønskerne er ubegrænsede. Det tvinger frem valg. En regering kan bygge et hospital eller en motorvej, men ikke altid begge dele. En studerende kan studere medicin eller jura, men ikke samtidig. Enhver beslutning har en pris, og den pris er det alternativ, der opgives.

Knaphed er ikke det samme som mangel. En mangel er midlertidig, ligesom en løbetur på toiletpapir under en pandemi. Knaphed er permanent. Selv i rige lande kan folk ikke få alt, hvad de ønsker sig. Forskellen er, at knaphed i rige lande ofte handler om tid og opmærksomhed snarere end mad og husly. En velhavende leder har måske masser af penge, men ikke nok timer i døgnet.

Forskellige økonomiske systemer håndterer knaphed forskelligt. Markeder bruger priser til at rationere varer. Regeringer bruger køer, rationering eller central planlægning. Samfund bruger deling og gensidighed. Hver metode har styrker og svagheder. Priser er effektive, men kan udelukke de fattige. Køer er retfærdige, men spild af værdi. Deling fungerer i små grupper, men ikke i store byer. Intet system har løst knaphed, fordi det ikke kan løses. Det kan kun styres.

Vigtige implikationer

• Afvejninger er uundgåelige
• Alternativomkostninger er de sande omkostninger ved ethvert valg
• Priser fordeler knappe varer i markedsøkonomier
• Knaphed er permanent, mangel er midlertidig
• Forskellige systemer allokerer knappe ressourcer forskelligt