Når inflationen stiger, hæver centralbankerne renten. Når recession truer, sænker de renten. Disse beslutninger er pengepolitik, det sæt af handlinger, en centralbank foretager for at kontrollere pengemængden og kreditomkostningerne. Målet er normalt at holde inflationen lav og stabil, samtidig med at beskæftigelse og vækst understøttes. At finde den rette balance er den svære del.

Værktøjerne er blevet udvidet gennem årene. Traditionelt købte og solgte centralbanker statsobligationer for at justere pengemængden, en proces kaldet åbne markedsoperationer. De fastsatte også reservekrav for kommercielle banker og den diskonteringsrente, som banker låner direkte til. Siden 2008 har mange brugt kvantitative lempelser, hvor de køber store mængder aktiver for at presse penge ind i det finansielle system, når renten rammer nul.

Pengepolitikken fungerer med en forsinkelse. En rentenedsættelse i dag påvirker muligvis ikke forbruget i flere måneder. Det gør timingen vanskelig. Centralbanker skal handle på prognoser, og prognoserne er ofte forkerte. Den amerikanske centralbank Federal Reserve er blevet kritiseret for både at bevæge sig for langsomt før krisen i 2008 og for at stramme op for tidligt i 1930'erne, hvilket forværrede den store depression.

Monetære værktøjer

• Åbne markedsoperationer
• Reservekrav
• Diskonteringsrente
• Kvantitative lempelser
• Fremadrettet vejledning