I 2008 udstedte Zimbabwes centralbank en seddel på 100 billioner dollars. Det var ikke nok til at købe et brød. Det er hyperinflation, en ekstrem og ukontrolleret prisstigning. Økonomer definerer det ofte som en inflation på over 50 procent om måneden, hvilket løber op i astronomiske årlige rater. Tyskland i 1923, Ungarn efter Anden Verdenskrig, Zimbabwe i 2000'erne og Venezuela i de senere år er de klassiske eksempler.

Hyperinflation starter normalt med en finanspolitisk krise. Regeringen kan ikke låne eller beskatte nok til at dække udgifterne, så den trykker penge. Når priserne stiger, falder den reelle værdi af skatteindtægterne, så den trykker flere. Cyklussen accelererer. Folk skynder sig at bruge kontanter, før de mister værdi, hvilket presser priserne endnu højere. Til sidst bliver valutaen værdiløs, og folk tyr til byttehandel eller udenlandske penge.

At stoppe hyperinflation kræver drastiske handlinger. Regeringer skal skære ned på udgifterne, hæve skatterne og ofte opgive den gamle valuta til fordel for en ny eller binde den til en stabil udenlandsk valuta. Disse tiltag er smertefulde og politisk risikable. Men hyperinflation er værre. Den ødelægger opsparinger, lammer investeringer og kan vælte regeringer.

Advarselstegn

• Trykning af penge for at finansiere underskud
• Hurtigt tab af tillid til valutaen
• Folk bruger penge med det samme
• Udbredt brug af udenlandsk valuta
• Centralbank udsteder stadig større pålydende værdier