Tilføj en arbejder mere til et lille køkken, og tingene bliver gjort hurtigere. Tilføj en femtedel, en tiendedel, en tyvendedel, og køkkenet bliver en menneskemængde. Produktionen kan stadig stige, men hver ny arbejder tilføjer mindre end den foregående. Dette er aftagende udbytte, en af ​​de ældste ideer inden for økonomi. Den stammer fra David Ricardo og hans analyse af landbrugsjord i begyndelsen af ​​1800-tallet.

Princippet gælder, når mindst ét ​​input er fast. En landmand med en fast jordlod kan tilsætte gødning og se udbyttet stige. Fortsæt med at tilsætte gødning, og udbyttet skrumper, stopper så helt og bliver negativt, efterhånden som kemikalier forbrænder jorden. En fabrik med fast maskineri kan ansætte flere arbejdere, men til sidst kommer de i vejen for hinanden.

Faldende afkast er vigtige for vækstteorien. Den hjælper med at forklare, hvorfor fattige lande kan vokse hurtigt ved at anvende eksisterende teknologi, mens rige lande er nødt til at innovere for at fortsætte med at vokse. Den advarer også mod simple løsninger. At kaste flere penge eller flere mennesker efter et problem virker kun, indtil det ikke længere gør det.

Nøglepunkter

• Mindst én indgang skal være fast
• Marginal output falder, når variable input stiger
• Til sidst kan den marginale produktion blive negativ
• Princippet gælder for jord, arbejdskraft og kapital
• Det understøtter argumentet for innovationsdrevet vækst