I en have vokser planter, indtil de løber tør for vand, lys eller plads. Den begrænsende faktor, der løber tør først, er den. Begrebet er centralt for økologi. Det beskriver den ressource eller tilstand, der begrænser populationstilvæksten. Uden begrænsninger ville populationer vokse eksponentielt for evigt. I praksis er der altid noget, der mangler: mad, redepladser, mineraler eller evnen til at tolerere kulde, tørke eller sygdom.

Justus von Liebig fremsatte minimumsloven i det 19. århundrede og argumenterede for, at vækst ikke bestemmes af de samlede ressourcer, men af ​​den knappeste. En mark med masser af kvælstof og fosfor, men uden vand, vil slå fejl. Tilsætning af mere kvælstof gør ingenting. Den begrænsende faktor er vand. Princippet gælder også for dyr. En hjortebestand kan være begrænset af vinterfoder i ét område og af rovdyr i et andet. Når forholdene ændrer sig, ændrer den begrænsende faktor sig. Forvaltning af økosystemer betyder at forstå, hvilken faktor der betyder mest på et givet tidspunkt.

Almindelige begrænsende faktorer

• Tilgængelighed af mad og vand.
• Plads og ly.
• Rovdyr og sygdomme.
• Temperatur og andre klimaforhold.

Det er ikke altid let at identificere den begrænsende faktor. Det kræver observation og ofte eksperimenter. Men uden det kan bestræbelserne på at hjælpe en population fuldstændig ramme ved siden af.