Når en art ankommer til et nyt miljø og forårsager skade, er den invasiv. Ikke alle ikke-hjemmehørende arter er invasive. De fleste introducerede arter etablerer sig enten ikke eller tilpasser sig uden at forstyrre økosystemet. De, der bliver invasive, deler træk: hurtig vækst, høj reproduktion, få naturlige rovdyr i det nye udbredelsesområde og evnen til at tolerere en bred vifte af forhold. De udkonkurrerer hjemmehørende arter om føde, vand og plads. Nogle jager direkte på hjemmehørende arter, der ikke har noget forsvar mod dem.

Invasive arter er en af ​​de førende drivkræfter for tab af biodiversitet på verdensplan. De ankommer ad mange veje: ballastvand fra skibe, importerede planter og dyr, tømmerforsendelser og utilsigtet blaffekørsel. Den brune træslange blev introduceret til Guam efter Anden Verdenskrig og udryddede de fleste af øens hjemmehørende fugle. Zebramuslinger spreder sig gennem De Store Søer og tilstopper vandrør og indsugningsventiler. Kudzu, der blev bragt til USA fra Japan, dækker nu millioner af hektar i det sydøstlige USA. Udryddelse er dyrt og ofte umuligt, når en art først er etableret.

Fælles veje

• Ballastvand og tilsmudsning af skibsskrog.
• Import af havebrugs- og landbrugsprodukter.
• Dyrehandel og akvarieudsætning.
• Tømmer, emballage og gods.

Forebyggelse er billigere end kontrol. Inspektion af importerede varer og håndhævelse af karantæneregler stopper mange invasioner, før de starter.