Nogle arter fortæller mere om et miljø end andre. En indikatorart er en, hvis tilstedeværelse, fravær eller tilstand afspejler et økosystems sundhedstilstand. Laver er følsomme over for luftforurening. Deres forsvinden fra en skov signalerer dårlig luftkvalitet. Døgnfluelarver har brug for rent, iltrigt vand. Deres fravær i en strøm peger på forurening eller lavt iltindhold. Frøer, med deres permeable hud, er følsomme over for ændringer i vandkemien og UV-stråling. Et fald i frøbestande advarer ofte om bredere miljøproblemer.

Indikatorarter er nyttige, fordi de er billigere og hurtigere at overvåge end at måle alle variabler i et økosystem. Økologer bruger dem til at spore forurening, klimaændringer og habitatforringelse. Men tilgangen har begrænsninger. En art kan være følsom over for én faktor og tolerant over for en anden. Den kan gå tilbage af årsager, der ikke er relateret til det bredere økosystem. De bedste overvågningsprogrammer bruger flere indikatorer sammen og kombinerer dem med direkte målinger af vand-, luft- og jordforhold.

Almindelige indikatorarter

• Laver: luftkvalitet, især svovldioxid.
• Døgnfluer og stenfluer: rent ferskvand.
• Frøer og salamandere: vandkemi og UV.
• Koraller: havtemperatur og surhedsgrad.

Indikatorarter er ikke bare kanariefugle i kulminen. De er også arter, der er værd at beskytte i sig selv, og deres tilbagegang er et tab, uanset hvad det fortæller os.