Nogle arter lever overalt. Andre lever ét sted og ingen andre steder. Det er endemiske arter, der kun findes naturligt i én bestemt region. Regionen kan være stor, som et kontinent, eller lille, som en enkelt bjergtop eller hule. Endemisme er almindelig på øer, i isolerede søer og på bjergtoppe, hvor populationer har været adskilt længe nok til at udvikle sig til forskellige former. Madagaskar er et klassisk eksempel. Omkring 90 procent af dens dyreliv findes ingen andre steder på Jorden, inklusive alle lemurer og de fleste af dens orkideer.

Endemiske arter er ofte sårbare. Deres begrænsede udbredelsesområde betyder, at en enkelt trussel, som en orkan, en brand eller et invasivt rovdyr, kan udrydde dem. Ø-arter udviklede sig uden mange rovdyr på fastlandet og mangler ofte forsvarsværker. Dodoen, en flyveløs fugl, der er endemisk for Mauritius, uddøde inden for et århundrede efter menneskets ankomst. Tab af levesteder, klimaændringer og introducerede arter truer fortsat endemiske arter i dag. At beskytte dem betyder normalt at beskytte det specifikke sted, de lever, hvilket gør bevaring til et lokalt anliggende lige så meget som et globalt.

Hvor endemismen er høj

• Øer: Madagaskar, Hawaii, Galapagosøerne.
• Gamle søer: Baikalsøen, Malawisøen.
• Bjergtoppe: himmeløer i Rocky Mountains og Andesbjergene.
• Huler og isolerede kilder.

Endemiske arter er uerstattelige. Når de først er væk, er de væk overalt, ikke kun lokalt.