Enhver person forbruger ressourcer og producerer affald. Det økologiske fodaftryk måler, hvor meget land- og vandareal en befolkning har brug for til at producere det, den forbruger, og absorbere det, den kasserer. Det udtrykkes i globale hektar, en standardiseret enhed, der dækker forskellige typer jord: dyrket jord, græsningsarealer, skov, fiskepladser og bebyggede områder. Konceptet blev udviklet af Mathis Wackernagel og William Rees i begyndelsen af ​​1990'erne.

Fodaftryk varierer enormt. En person i USA bruger cirka otte globale hektar. En person i Indien bruger omkring én. Hvis alle levede som den gennemsnitlige amerikaner, ville menneskeheden have brug for flere jordkloder for at opretholde efterspørgslen. Det globale gennemsnit overstiger i øjeblikket, hvad planeten kan regenerere, hvilket betyder, at vi trækker på naturkapitalen. Kløften kaldes økologisk overskridelse. Kulstofemissioner fra afbrænding af fossile brændstoffer udgør den største andel af de fleste fodaftryk.

Hvad fodaftrykket omfatter

• Agerjord til mad og fibre.
• Græsningsarealer til husdyr.
• Skov til tømmer og kulstofabsorption.
• Fiskepladser og bebygget land.

Kritikere bemærker, at metrikken forenkler komplekse afvejninger. Den behandler alt land som ligeværdigt og tager ikke højde for vandmangel eller tab af biodiversitet. Alligevel giver den et groft billede af, hvor meget natur vores livsstil kræver.