Økologer beskrev engang succession som en række stadier, der ender i et stabilt klimakssamfund. En bar mark giver plads til græsser, derefter buske, så pionertræer og endelig en moden skov, der består, indtil den forstyrres. Ideen var central for Frederic Clements' arbejde i begyndelsen af ​​det 20. århundrede. Han argumenterede for, at hver region havde et enkelt klimaks bestemt af klimaet, og at successionen bevægede sig mod det ligesom en organisme, der udvikler sig mod voksenalderen.

Den opfattelse er i vid udstrækning blevet erstattet. Moderne økologi ser samfund som dynamiske og forstyrrelsesdrevne. En skov når måske aldrig et stabilt slutpunkt. Brande, storme, insekter og menneskelig arealanvendelse nulstiller successionen gentagne gange. Henry Gleason argumenterede i 1920'erne for, at samfund er løse samlinger af arter, der reagerer individuelt på forhold, ikke integrerede superorganismer. Hans synspunkt vandt støtte over tid. I dag taler økologer om samfund med sen succession eller gammel vækst snarere end et enkelt klimaks.

Successionsstadier

• Pionerarter: de første til at kolonisere bar jord.
• Mellemliggende arter: buske og hurtigtvoksende træer.
• Sent-successionelle: langsomtvoksende, skyggetolerante træer.
• Forstyrrelse: brand, storm eller menneskelig brug nulstiller sekvensen.

Gammelskove har stadig betydning. De holder på kulstof, huser arter, der ikke findes andre steder, og tager århundreder at udvikle sig. At beskytte dem handler ikke om at nå et klimaks. Det handler om at lade naturlige processer fortsætte.