Et CO2-aftryk er de samlede drivhusgasser, der udledes af en person, organisation, produkt eller begivenhed. Det måles normalt i tons kuldioxidækvivalenter, hvilket kombinerer forskellige gasser i et enkelt tal baseret på deres opvarmningspotentiale. Metan, for eksempel, fanger langt mere varme end kuldioxid over en kort periode, så dens bidrag vægtes i overensstemmelse hermed.

Fodaftryk dækker direkte og indirekte emissioner. Bilkørsel forbrænder brændstof direkte. At spise oksekød involverer emissioner fra foderproduktion, rydning af land, dyrefordøjelse og transport. Flyvning, opvarmning af et hjem og køb af fremstillede varer bidrager alle. Beregning af et fodaftryk kræver antagelser, og forskellige metoder giver forskellige tal. Konceptet er dog nyttigt. Det forvandler et globalt problem til noget målbart på en personlig eller organisatorisk skala. Virksomheder bruger fodaftryk til at identificere, hvor emissionerne kommer fra, og hvor de skal reduceres.

Almindelige kilder

• Transport: biler, fly, fragt.
• Mad: kød og mejeriprodukter, især oksekød og lam.
• Energi: elektricitet og varme.
• Varer og tjenester: fremstilling og affald.

CO2-kompensation giver folk og virksomheder mulighed for at betale for emissionsreduktioner andre steder, såsom at plante træer eller finansiere vedvarende energi. Kompensationer er kontroversielle. De kan hjælpe, men de er ikke en erstatning for at reducere emissioner ved kilden.