Nitning forbinder metalplader med permanente metalstifter kaldet nitter. En nitte er en cylindrisk aksel med et hoved. Den indsættes gennem huller i pladerne. Halen deformeres eller bukkes derefter for at skabe et andet hoved. Nitten klemmer pladerne sammen. Den kan ikke fjernes uden at ødelægge den. Nitning var standardmetoden til at forbinde stål i det 19. og 20. århundrede. Den blev brugt til at bygge skibe, broer og skyskrabere. Den er i vid udstrækning blevet erstattet af svejsning og boltning. Men den bruges stadig i fly og nogle strukturelle applikationer.

Nitning er et håndværk. Nittemaskinen opvarmer nitten, indsætter den og spænder halen med en pneumatisk hammer. Arbejdet er højlydt, varmt og fysisk krævende. Nitten skal have den rigtige størrelse og det rigtige materiale. Hullerne skal være justeret og have den rigtige diameter. Nitten skal fylde hullet helt. En løs nitte kan briste. En revnet nitte kan brede sig. Nitningens kvalitet bestemmer samlingens styrke. I fly er nitning stadig den primære metode. Aluminiumnitter anvendes, fordi aluminium ikke let kan svejses. Nitterne inspiceres med ultralyd og røntgenstråler.

Nitning har fordele. Det er stærkt, pålideligt og permanent. Det kræver ikke elektricitet. Det kan gøres i felten. Det kan sammenføje forskellige metaller. Det forvrænger ikke pladerne så meget som svejsning. Det har også ulemper. Det er arbejdskrævende. Det kræver adgang til begge sider af samlingen. Det kan ikke let adskilles. Nittehullerne svækker pladerne. Nitterne tilføjer vægt. Nitning er en traditionel teknik. Den er stadig relevant. Det er en påmindelse om, at ikke alt behøver at blive svejset.