En bjælke bærer laster over et spænd. Det er et vandret element, der understøtter vægten af ​​et gulv, et tag eller en bro. Lasten presses nedad, og bjælken gør modstand. Den øverste del af bjælken går i kompression, den nederste del i spænding, og midten modstår forskydning. Derfor er en bjælke dybest i midten og ofte tilspidset i enderne. Materialet placeres, hvor kræfterne er størst.

Bjælker findes i mange materialer. En træbjælke er nem at skære og fastgøre, men har et begrænset spændvidde. En stålbjælke, som en I-bjælke eller en bredbjælke, bærer tunge belastninger over lange afstande. En armeret betonbjælke kombinerer betonens trykstyrke med ståls trækstyrke. En konstrueret træbjælke, som limtræ eller LVL, tillader længere spændvidder end massivt savet tømmer. Hver bjælke har sit eget spændvidde-til-dybde-forhold, som bestemmer, hvor dyb bjælken skal være for et givet spændvidde.

Nedbøjning styrer ofte designet mere end styrken. En gulvbjælke, der hænger for meget, føles hoppende og kan revne overflader. Bygningsreglementer begrænser nedbøjningen til en brøkdel af spændvidden, ofte L/360 for gulve. Forbindelser er også vigtige. En bjælke skal overføre sin last til søjler, vægge eller overskrifter. En svag forbindelse kan vælte en ellers solid struktur. Ingeniører detaljerer disse samlinger omhyggeligt ved hjælp af plader, bolte, svejsninger og ophæng.