I 1975 udviklede Georges Köhler og César Milstein en teknik til at producere identiske antistoffer fra en enkelt cellelinje. De fusionerede en antistofproducerende B-celle med en myelomcelle og skabte dermed et hybridom, der kunne dele sig i det uendelige og producere et enkelt antistof. Monoklonale antistoffer blev født. Opdagelsen vandt Nobelprisen i 1984.

Et monoklonalt antistof binder sig til et specifikt mål, kaldet en epitop. Denne specificitet gør dem til kraftfulde lægemidler. De kan blokere et protein, der driver kræft, markere en kræftcelle til destruktion af immunsystemet eller neutralisere en virus. De kan også levere en lægemiddelnyttelast direkte til en målcelle. Det første terapeutiske monoklonale antistof, muromonab, blev godkendt i 1986. Siden da er hundredvis blevet godkendt til behandling af kræft, autoimmune sygdomme, infektionssygdomme og migræne.

Monoklonale antistoffer produceres i cellekulturer fra pattedyr, normalt kinesiske hamsterovarieceller. Processen er dyr og kompleks. Antistofferne skal oprenses fra kulturbouillonen og testes for styrke, renhed og sikkerhed. De gives normalt ved intravenøs infusion eller subkutan injektion, fordi de ville blive fordøjet, hvis de sluges.

Navnene på monoklonale antistoffer afslører deres oprindelse. Humane antistoffer ender på -umab. Humaniserede antistoffer ender på -zumab. Kimære antistoffer ender på -ximab. Suffikset er ikke bare en betegnelse. Det fortæller dig, hvor meget af molekylet der er humant, og hvor sandsynligt det er, at det udløser et immunrespons.