Ethanol fra majs. Biodiesel fra soja. Vedvarende naturgas fra gylle. Biobrændstoffer er brændstoffer produceret af biologiske materialer, og de er blevet promoveret som en måde at reducere afhængigheden af ​​olie. Ideen er enkel: planter absorberer kuldioxid, når de vokser, og afbrænding af brændstoffet frigiver det tilbage. Hvis kredsløbet er lukket, er nettoudledningen af ​​kulstof lave. I praksis er regnskabet mere kompliceret.

Biobrændstoffer kommer i generationer. Første generations biobrændstoffer bruger fødevareafgrøder som majs, sukkerrør og soja. De er kommercielt etablerede, men konkurrerer med fødevareproduktionen og driver priserne op. Anden generations biobrændstoffer bruger ikke-fødevarekilder: landbrugsrester, træflis og dedikerede energiafgrøder. De undgår konflikten mellem mad og brændstof, men er sværere at omdanne. Tredje generations biobrændstoffer kommer fra alger, som kan vokse i damme og producere olier til diesel og jetbrændstof. Teknologien er lovende, men dyr.

Klimafordelene afhænger af, hvordan råmaterialet dyrkes og forarbejdes. Majsethanol producerer muligvis kun beskedne reduktioner i drivhusgasser, når gødning, landbrug og destillation medregnes. Biobrændstoffer fra affald og restprodukter klarer sig bedre. Placering betyder også noget. En biobrændstof, der beskytter skove, er bedre end en, der rydder dem.

Biobrændstoffer er ikke en mirakelkur. De er ét værktøj blandt mange, og deres værdi afhænger af detaljerne.