Centralbanker styrer økonomien med pengepolitik. De hæver eller sænker renten, køber eller sælger statsobligationer og justerer reservekravene. Målet er at holde inflationen lav, beskæftigelsen høj og det finansielle system stabilt. I USA har Federal Reserve et dobbelt mandat: maksimal beskæftigelse og prisstabilitet. Den Europæiske Centralbank sigter mod en inflation nær 2 procent. Bank of Japan har ført aggressive lempelser i årtier.

Det primære værktøj er den politiske rente. Når Fed hæver den føderale rente, stiger låneomkostningerne i hele økonomien. Boliglån, billån og kreditkortrenter følger efter. Virksomheder investerer mindre. Forbrugerne bruger mindre. Inflationen køler af, men væksten aftager. Når Fed sænker renten, sker det modsatte. Lavere renter stimulerer låntagning og forbrug. Udfordringen er timing. Hvis man handler for sent, stiger inflationen. Hvis man handler for tidligt, går økonomien i stå.

Når renten rammer nul, tyr centralbankerne til ukonventionelle værktøjer. Kvantitative lempelser køber langfristede obligationer for at presse de lange renter ned og tilføre likviditet. Fremadrettet vejledning kommunikerer fremtidige politiske intentioner for at forme forventningerne. Rentekurvekontrol sætter direkte loft over de lange renter. Disse værktøjer blev brugt aggressivt efter 2008 og igen i 2020.

Pengepolitikken er ikke almægtig. Den kan ikke afhjælpe udbudschok, budgetunderskud eller strukturelle problemer. Den virker med en vis forsinkelse. Og dens virkninger er ujævne og hjælper kapitalejere mere end lønmodtagere. Pengepolitikkens begrænsninger bliver tydeligere.