Hedgefonde samler penge fra velhavende investorer og institutioner og forfølger strategier, som traditionelle fonde undgår. Den første, åbnet af Alfred Winslow Jones i 1949, kombinerede lange positioner med shortsalg for at reducere markedseksponeringen. Navnet holdt ved, selvom strategierne blev mangedoblet. I dag handler hedgefonde med aktier, obligationer, valutaer, råvarer og derivater, ofte med lånte penge.

Den juridiske struktur er vigtig. I USA er de fleste hedgefonde private partnerskaber, der kun er åbne for akkrediterede investorer og kvalificerede købere. Det begrænser reguleringen. Fondene kan bruge gearing, short selling og koncentrerede positioner, som investeringsforeninger ikke kan. Til gengæld accepterer investorerne højere risiko og begrænset mulighed for at hæve. Bindingsperioder på et år eller mere er almindelige.

Gebyrerne er høje. Den traditionelle model er 2 procent af aktiverne plus 20 procent af overskuddet, selvom konkurrencen har presset nogle gebyrer ned. Forvaltere argumenterer for, at gebyrerne afstemmer interesserne. Kritikere påpeger, at de fleste hedgefonde klarer sig dårligere end simple indeksfonde efter gebyrer. Et mindretal opnår spektakulære afkast, og disse forvaltere tiltrækker det meste af kapitalen.

Hedgefonde er ikke én strategi. Globale makrofonde satser på renter og valutaer. Long-short aktiefonde vælger vindere og short tabere. Begivenhedsdrevne fonde handler med fusioner og konkurser. Kvantitetsfonde bruger algoritmer. Etiketten beskriver strukturen, ikke tilgangen.