Banker opererer på tværs af grænser, men reguleringen er national. Denne uoverensstemmelse skabte problemer. I 1970'erne truede bankkrak i ét land stabiliteten i andre. Som reaktion herpå dannede centralbankchefer fra ti lande Baselkomitéen for Banktilsyn i 1974. Komitéen mødes i Basel, Schweiz, og udsteder standarder, som landene frivilligt indfører.

Den første Basel-aftale fra 1988 fastsatte minimumskapitalkrav. Banker skulle have en kapital svarende til mindst 8 procent af deres risikovægtede aktiver. Det betød, at en bank med lån på 100 millioner dollars skulle have en kapital på 8 millioner dollars. Ideen var at sikre, at bankerne kunne absorbere tab uden at gå konkurs. Basel II forfinede reglerne i 2004 og tillod bankerne at bruge interne modeller til at vurdere risiko. Den tilgang gav bagslag i 2008, da disse modeller undervurderede risiciene ved realkreditobligationer.

Basel III, der blev vedtaget i 2010 og indført i løbet af det følgende årti, strammede kapitalkravene, tilføjede en gearingsgrad og indførte likviditetsregler. Banker skal have tilstrækkelige likvide aktiver af høj kvalitet til at overleve et 30-dages stressscenarie. De skal også opretholde en kontracyklisk buffer, der opbygges i gode tider og kan frigives i dårlige tider.

Basel-aftalerne er ikke lov. De er standarder. Hvert land implementerer dem gennem sine egne regler. USA, Den Europæiske Union og andre jurisdiktioner har vedtaget versioner af Basel III, dog ikke identisk. Forskellene er vigtige for internationale banker.