I 1967 bemærkede Jocelyn Bell Burnell et radiosignal, der pulserede hvert 1,337 sekund. Det var så regelmæssigt, at holdet kort kaldte det LGM-1, for små grønne mænd. Det viste sig at være en pulsar, en hurtigt roterende neutronstjerne, der udsender strålingsstråler fra sine magnetiske poler. Når stjernen roterer, fejer strålerne forbi Jorden som et fyrtårn og producerer en puls med hver rotation.

Pulsarer er utroligt stabile ure. Nogle roterer hundredvis af gange i sekundet, med perioder, der er nøjagtige til bedre end en milliontedel af et sekund. Denne præcision gør dem nyttige til at teste den generelle relativitetsteori, detektere gravitationsbølger og endda navigere rumfartøjer. Voyager-sonderne har et pulsarkort på deres gyldne plader, der viser Jordens placering i galaksen.

Ikke alle pulsarer er ens. De fleste pulserer i radiobølger, men nogle udsender røntgenstråler eller gammastråler. Magnetarer er en type pulsar med ekstremt stærke magnetfelter. Millisekundpulsarer er blevet dannet ved at tiltrække stof fra en ledsagestjerne. De er de mest præcise ure i universet.

Opdagelsen af ​​pulsarer vandt Nobelprisen i 1974. Bell Burnell, der foretog den første observation, blev ikke inkluderet, en beslutning der fortsat er kontroversiel.