Enhver bygning har en historie, der starter før opførelsen og slutter længe efter nedrivning. Livscyklusanalyse, eller LCA, forsøger at måle miljøpåvirkningen af ​​hele denne historie. Den tæller energi, vand og materialer, der forbruges i hvert trin, samt emissioner og affald, der produceres.

Faserne omfatter normalt udvinding af råmaterialer, fremstilling, transport, konstruktion, drift, vedligeholdelse og bortskaffelse eller genbrug ved udtjent levetid. For de fleste bygninger dominerer driftsfasen, fordi opvarmning og afkøling forbruger så meget energi over årtier. Men efterhånden som bygninger bliver mere effektive, begynder det indeholdte kulstof i materialer og konstruktion at betyde mere.

LCA-resultater udtrykkes ofte som en enkelt påvirkningsscore, men detaljerne er vigtige. Et materiale med lave CO2-udledninger bruger muligvis kun lidt vand. En bygning, der sparer energi i drift, kan være afhængig af kompositmaterialer, der er svært at genbruge. Gode LCA-studier rapporterer flere påvirkningskategorier, ikke kun én.

Metoden er standardiseret af ISO 14040 og 14044, hvilket gør sammenligninger meningsfulde. Den er ikke perfekt. Datamangler og antagelser kan skævvride resultaterne. Alligevel er det det mest stringente værktøj til at forstå en bygnings reelle miljøomkostninger.