En subsistensøkonomi er en økonomi, hvor produktionen primært er til gruppens egne behov. Folk dyrker, jager eller samler, hvad de vil spise, og laver, hvad de vil bruge. Der er kun lidt overskud og lidt handel med profit for øje. Dette betyder ikke fattigdom. Mange subsistensøkonomier sørger for tilstrækkelig ernæring og en rimelig mængde fritid. Det, de mangler, er akkumulering. Rigdom hober sig ikke op, fordi der ikke er noget marked at sælge til og ingen grund til at opbevare mere, end gruppen kan forbruge.

Subsistensøkonomier tager mange former: fouragering, pastoralisme, havebrug og småskala landbrug. De fleste kombinerer strategier. En familie kan dyrke afgrøder, holde et par dyr og jage lejlighedsvis. Den fælles tråd er, at produktionen er orienteret mod brug, ikke bytte. Overskud, når det opstår, gives normalt væk eller spises i stedet for at sælges. Dette ændrer sig, når markeder og stater trænger ind. Veje, skatter og salgsafgrøder trækker subsistensproducenter ind i bredere økonomier, ofte på ugunstige vilkår.

Fælles træk

• Produktion til direkte brug, ikke salg.
• Begrænset overskud og opbevaring.
• Forskellige strategier til at reducere risiko.
• Deling af normer, der omfordeler overflod.

Subsistensøkonomier er ikke fejlslagne markedsøkonomier. De er rationelle tilpasninger til specifikke miljøer og sociale forhold.