Græsningsarealer er græsarealer, der bruges til græsning af husdyr. Det er normalt beplantet og forvaltet snarere end vildt, selvom grænsen mellem græsningsarealer og enge udviskes i tørre områder. En god græsningsareal er ikke bare græs. Det er en blanding af græsser, bælgfrugter og løvfældende planter, der tilsammen giver en afbalanceret ernæring gennem sæsonen.

At drive græsning er som at drive enhver afgrøde, bortset fra at høsten sker med dyr. Belægningsprocent, rotationslængde og hvileperioder bestemmer, om græstørven forbliver produktiv eller ædes ned til bar jord. Overgræsning er den klassiske fiasko: dyr holdes på den samme mark for længe, ​​planterne kan ikke vokse ud igen, og ukrudt flytter ind. Rotationsgræsning, hvor dyr flyttes med et par dages mellemrum, efterligner mønsteret i vilde flokke og holder planterne frodige.

Almindelige græsningsarter

• Flerårig rajgræs og hvidkløver i tempererede områder
• Bermudagræs og bahiagræs i varme klimaer
• Alfalfa og rødkløver for højt proteinindhold
• Indfødte græsser til lavinput-græsarealer

Veldrevet græsning opbygger kulstof i jorden, understøtter bestøvere og producerer kød og mælk til lavere omkostninger end kornbaserede systemer.