Primær socialisering sker i barndommen, i familien. Sekundær socialisering sker senere, gennem institutioner og jævnaldrende. Det er processen med at lære normer og adfærd, der er passende for specifikke roller og kontekster: hvordan man opfører sig på arbejdet, i et klasseværelse, i et religiøst samfund eller i et nyt land.

Sekundær socialisering er mindre intens end primær socialisering. Den former ikke den grundlæggende personlighed lige så dybt. Men den er afgørende for at fungere i et komplekst samfund. Et barn lærer sprog derhjemme. En ung voksen lærer professionel jargon på jobbet.

Agenter for sekundær socialisering

• Skoler: akademiske normer og jævnaldrende kultur
• Arbejdspladser: professionelle roller og hierarkier
• Peergrupper: stil, slang og sociale færdigheder
• Medier: politiske synspunkter og forbrugervaner
• Religiøse institutioner: moralkodekser og ritualer

Sekundær socialisering kan være resocialisering, når den involverer et skarpt brud med fortiden. At træde ind i militæret, fængslet eller et kloster kræver, at man aflærer gamle roller og lærer nye. Totale institutioner, som Goffman kaldte dem, kontrollerer alle aspekter af livet for at genskabe selvet.