Funktionalisme ser samfundet som et system af sammenkoblede dele, der hver især bidrager til helhedens stabilitet. Familie, uddannelse, økonomi, regering og religion er som organer i en krop. De udfører funktioner, der holder samfundet i live. Når én del ændrer sig, skal andre tilpasse sig.

Talcott Parsons og Robert Merton formede teorien i midten af ​​det 20. århundrede. Merton skelnede mellem manifeste funktioner (tilsigtede og åbenlyse) og latente funktioner (utilsigtede og skjulte). Den manifeste funktion ved universitetet er uddannelse. En latent funktion er at finde en ægtefælle. Dysfunktioner er konsekvenser, der underminerer stabilitet.

Nøglebegreber

• Social struktur: mønstrede relationer og institutioner
• Manifeste funktioner: tilsigtede resultater
• Latente funktioner: utilsigtede resultater
• Dysfunktioner: forstyrrende resultater

Funktionalismen faldt i unåde i 1960'erne og 70'erne. Kritikere sagde, at den retfærdiggjorde status quo og ignorerede magt og konflikt. Den er siden blevet revideret, men dens kerneindsigt er stadig: sociale institutioner er indbyrdes afhængige, og forandring i én påvirker andre.