Teleoperation styrer en robot eksternt via en menneskelig operatør. Operatøren ser, hvad robotten ser, og kommanderer, hvad robotten gør. Det bruges, når opgaven er for farlig, for fjern eller for præcis til direkte menneskelig tilstedeværelse. Bomberydning, dybhavsudforskning og rummissioner er alle afhængige af teleoperation.

Den enkleste teleoperation er et joystick og et videofeed. Operatøren styrer robotten. Mere avancerede systemer bruger haptisk feedback, hvor operatøren mærker, hvad robotten rører ved. En kirurg, der bruger en da Vinci-robot, mærker vævsmodstand. En bombetekniker mærker vægten af ​​en genstand. Haptisk feedback lukker kredsløbet og gør teleoperationen mere intuitiv.

Udfordringer med teleoperation

• Latens: forsinkelse mellem kommando og svar.
• Båndbredde: Video- og sensordata kræver høj kapacitet.
• Situationsforståelse: operatøren ser kun det, kameraer viser.
• Kontrol: kortlægning af menneskelige input til robotbevægelser.
• Sikkerhed: Robotten skal være fejlsikker, hvis kommunikationen afbrydes.

Latens er fjenden. På Jorden er latensen millisekunder. På Månen er den sekunder. På Mars er den minutter. En rover på Mars kan ikke køres i realtid. Operatøren sender kommandoer og venter. Derfor er Mars-rovere semi-autonome. De udfører kommandoer og undgår forhindringer på egen hånd. Teleoperation fungerer bedst, når latensen er lav. For undervands-ROV'er giver en tether lav latens. For droner giver radiolinks lav latens inden for synslinje. For kirurgiske robotter er kirurgen i samme rum. Teleoperation udvider menneskelig rækkevidde uden at ofre menneskelig dømmekraft. Det er ikke fuld autonomi. Det er et partnerskab.